Kapitel 1 part 2
Jeg tager nogen
sweatpants, armbånd og min ACDC t-shirt på og går ind i stuen. Alle sidder og
kigger på mig. Det er som et fængsel her i Timberline Knolls Residential Treatment Center. ”Godmorgen Demi. Hvordan
går det så i dag?” Michelle, min ’overvåger’ kom luntende hen til mig. ”tjoo,
jeg er lige stået op. Hvis jeg siger jeg har det godt, kan jeg så spr-”
Michelle afbryder mig. ”Nej! Du kan ikke springe et måltid over! Vær stærk,
tænk på dine fans! De har brug for en der kæmper for det hun har problemer med,
en der ikke bare gav op mens hun var i behandlingscenter. Vær stærk!” Jeg ved
ikke hvad jeg skal sige.. ”Giv mig noget at spise, så skal jeg prøve” jeg
holder tårerne tilbage og går ind i spisestuen.
*4 måneder senere*
Det er i dag den 28. januar
2011, jeg er endelig ude af behandlingscenteret. Jeg er i flyet på vej hjem fra
Illinois. Jeg har ikke skrevet med Nick i lang tid. Han virkede ked af det, da
jeg for 2 måneder siden snakkede med ham om hvornår jeg kom ud.
*Flashback*
”Hvornår kommer du hjem?”
hans stemme knækkede lidt da han spurgte. Vi havde snakket sammen i to timer,
der var for det meste stilhed. ”Det ved jeg ikke..” svarede jeg. Han sukkede.. ”Jeg
prøver mit bedste, jeg vil gerne ud herfra” løj jeg, eller det var ikke heelt
en løgn, men jeg vil bare gøre alt for at gøre ham glad. ”Jeg savner dig” sagde
han stille. Mit hjerte stoppede lige et øjeblik. ”Je.. Jeg savner også.. dig.
Jeg er ked af bare sådan at stoppe jeres tour på grund af det her” jeg prøver
mit bedste ikke at græde. ”Det… det skal du ikke være, jeg er glad for du
valgte at tage i behandling. Jeg vil ikke have at du skal lide mere, jeg vil
ikke have du skal være ked af det mere!” han var faktisk interesseret i mit
helbred og hvordan jeg havde det følelsesmæssigt. Jeg blev helt varm i mine kinder
og de blev lysserøde.
*Nick’s POV (point of view)*
Jeg har meget stærke
følelser for hende, men jeg tror ikke hun har nogle følelser for mig. ”Demi der
er noget jeg gerne vil sige til dig..” mit hjerte begynder at banke hurtigere
og hurtigere. ”jaer, hvad er det?” hun lød spændt, som om hun også havde noget
for mig. ”Jeg.. Jeg elsker dig……
Ingen kommentarer:
Send en kommentar